Link:  Download vedtægter For Lohals Havn

   

VEDTÆGTER

 

                       For Aktieselskabet Lohals Havn

                                      Cvr. Nr. 15988118

 

 

 

Selskabets navn, hjemsted og formål.

 

 

§ 1.

Selskabets navn er Aktieselskabet Lohals Havn. Dets hjemsted er Lohals, Langeland Kommune

 

 

§ 2.

Selskabets formål er at drive lystbådehavn ved Lohals på Langeland.

 

Selskabets kapitalgrundlag.

 

§3.

Selskabets aktiekapital er kr. 988.780, i aktier á kr. 130,00 eller multipla heraf.

Aktiekapitalen er fuldt indbetalt.

Ingen aktionær har mere end 5 stemmer på egne aktier.

Fraværende aktionær kan stemme ved skriftlig fuldmagt.

 

 

§ 4.

Aktiebreve skal lyde på navn.

Aktierne er omsætningspapirer.

Enhver overdragelse af aktier skal noteres i selskabets Aktieprotokol.

Stemmeret på aktierne kan kun udøves af, der er noteret som aktieejer i selskabets aktieprotokol og efter de gældende regler.

 

§ 5.

Bortkomne aktier kan uden dom kun mortificeres efter de til enhver tid gældende lovregler.

 

§ 6

Det årlige udbytte , der maksimalt kan udgøre et beløb svarende til en normal årlig forrentning,

udbetales, når det reviderede regnskab er godkendt af generalforsamlingen til ihændehaveren af

vedkommende aktie.

 

§ 7.

Ingen aktionær skal have særlige rettigheder.

Ingen aktionær hæfter for selskabets forpligtelser med andet end sit aktiebeløb.

Ingen aktionær er forpligtet til at lade sine aktier indløse.

Aktionærerne har fortegningsret.

 

§ 8.

Generalforsamlingen har den øverste myndighed i alle selskabets anliggender.

 

§ 9.

Ordinær generalforsamling skal afholdes i Lohals inden udgangen af hvert års februar måned efter forud med højst 4 ugers og mindst 14 dages varsel indrykket bekendtgørelse i den lokale dagspresse, indeholdende angivelse af forhandlingsgenstandene. 

Indkaldelse skal dog ske skriftligt til alle i aktiebogen noterede aktionærer, som har fremsat

begæring her om til selskabet.

Forslag fra aktionærer må, for at blive behandlet på den ordinære generalforsamling, være

Indleveret til bestyrelsen inden forudgående 15. december.

 

§ 10.

Ekstraordinære generalforsamlinger, der ligeledes afholdes i Lohals med samme varsel og bekendtgjort på samme måde som i § 9 bestemt, kan finde sted efter bestyrelsens eller en generalforsamlings beslutning, når bestyrelsen eller revisor finder det hensigtsmæssigt eller efter skriftlig begrundet anmodning fra et antal aktionærer, som ejer 1/10 af selskabets aktiekapital.

Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter, at forlangendet der om skriftligt er meddelt bestyrelsen.

 

§ 11.

I de sidste 8 dage før enhver generalforsamling, skal på selskabets kontor være fremlagt til eftersyn for aktionærerne dagsorden og de fuldstændige forslag, der skal forelægges generalforsamlingen, og for den ordinære generalforsamlings vedkommende tillige årsregnskabet, forsynet med påtegning af revisor og underskrift af bestyrelsen.

 

§ 12.

Generalforsamlingen ledes af en af generalforsamlingen ved simpelt flertal valgt dirigent, der afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen, for så vidt han ikke måtte finde anledning til at henvise spørgsmålets afgørelse til generalforsamlingen selv, i hvilket tilfælde der kun tilkommer enhver tilstedeværende stemmeberettiget én stemme.

 

§ 13.

På den ordinære generalforsamling skal foretages:

 

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning om selskabets drift i det forløbne år.
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab med angivelse af status og bestyrelsens indstilling om overskuddets fordeling til godkendelse.
  4. Eventuelle forslag fra bestyrelse eller aktionærer.
  5. Valg af tre eller flere medlemmer til bestyrelsen og suppleanter.
  6. Valg af revisor.
  7. Evt.

 

§ 14.

På generalforsamlingen afgøres alle anliggender ved simpel stemmeflerhed.

Som regel afstemmes ved håndsoprækning og hver aktionær har én stemme.

Forlanger 15 aktionærer skriftlig afstemning, giver hver aktie 1 stemme, jfr. dog § 3, hvorefter ingen aktionær kan afgive stemmer på mere end 5 aktier.

Vedtægtsændringer og beslutning om selskabets opløsning kan af generalforsamlingen alene

vedtages, såfremt mindst 2/3 af aktiekapitalen er repræsenteret og forslaget godkendes af mindst 2/3

af de tilstedeværende antal stemmer. Tiltrædes forslaget alene af mindst 2/3 af de afgivne stemmer

uden at de øvrige bestemmelser er opfyldt, indkaldes med sædvanligt varsel til ekstraordinær

generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages af 2/3 af de afgivne stemmer.

 

§ 15.

Angående det på generalforsamlingen passerede, skal der optages en kort beretning, der underskrives af bestyrelsens formand og andre tilstedeværende medlemmer af bestyrelsen.

 

 

Bestyrelse og direktion.

 

 

§ 16.

Bestyrelsen består af  5-7 medlemmer, der er ulønnede.

Generalforsamlingen vælger 5 bestyrelsesmedlemmer samt 1-2 suppleanter for de

generalforsamlingsvalgte. Langeland Kommune kan i forbindelse med generalforsamlingen udpege

op til 2 medlemmer.

 

§ 17.

Langeland Kommune udpeger sine medlemmer af bestyrelsen for 1 år ad gangen og evt. ændringer

Skal meddeles selskabet senest ved generalforsamlingens start.

De generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen og afgår på skift.

Suppleanter vælges for 1 år ad gangen.

 

§ 18.

Bestyrelsen har den overordnede ledelse af alle selskabets anliggender. Den vælger af deres midte en formand og en næstformand. I formandens forfald fungerer næstformanden.

Bestyrelsen vælger en direktør, som skal forestå den daglige ledelse.

 

§ 19.

Bestyrelsens formand sammenkalder til bestyrelsesmøder, så ofte han finder det nødvendigt. Bestyrelsen kan i samråd med direktionen søge juridisk bistand for selskabets regning, når det findes ønskeligt.

Indenfor bestyrelsen afgøres alle spørgsmål ved simpel stemmeflerhed, dog således at formandens stemme i tilfælde af stemmelighed gør udslaget.

 

§ 20.

Direktionen forestår selskabets daglige ledelse. Forhandlingsprotokollen, regnskabsbøger samt øvrige selskabsdokumenter opbevares af direktionen.

 

§ 21.

Selskabet tegnes af bestyrelsens formand i forening med to bestyrelsesmedlemmer eller af selskabets direktion i forening med to bestyrelsesmedlemmer.

 

§ 22.

Regnskabet skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, der skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Revisor vælges for eet år ad gangen.

 

 

 

Regnskabsafslutning og overskuddets fordeling.

 

§ 23.

Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.

 

 

§ 24.

Regnskabet opgøres under omhyggelig hensyntagen til tilstedeværende værdier og forpligtelser, og under foretagelse af de nødvendige afskrivninger, og når årsregnskabet foreligger i revideret stand, udarbejder bestyrelsen til forelæggelse for generalforsamlingen, forslag om anvendelse af driftsoverskuddet. Af overskuddet dækkes først mulige underskud fra sidste år.

 

 

 

Selskabets opløsning.

 

 

§ 25.

Når en generalforsamling måtte vedtage selskabets opløsning, træder det i likvidation, og denne foregår i overensstemmelse med aktieselskabslovens forskrifter. Når likvidationen er sluttet ,skal der afholdes en generalforsamling, på hvilken resultatet meddeles, likvidationsregnskabet forelægges og decharge gives.

 

 

§ 26.

En af generalforsamlingen vedtaget likvidation er først gyldig, når likvidationsbeslutningen og de nærmere betingelser for denne er godkendt af Langeland Kommune.

Langeland Kommune har forkøbsret til havneanlæggene ved såvel frit som tvunget salg til højest

opnåelig dagspris.

Salg af selskabets havneanlæg til anden side kan kun gyldigt ske med godkendelse af Langeland

Kommune.

Nærværende bestemmelse tinglyses servitutstiftende, men med respekt af al pantegæld på

selskabets ejendom.

 

 

 

Den med ændringsforslagene foretagne tilføjelse til § 16: ”Det af Tranekær Kommune udpegede bestyrelsesmedlem har ikke stemmeret” er taget ud af nærværende udskrift, idet Erhvervs- og  Selskabsstyrelsen har nægtet registrering heraf.

 

 

Søren Ramsing, formand

 

Vedtægterne er ændret på den ordinære generalforsamling 13. februar 2010

 

Jesper Laage Kjeldsen, dirigent

 

 

Vedtægterne er ændret på den ordinære generalforsamling 11. februar 2012

 

Birger Printz, formand

 

 

Vedtægterne er ændret på den ekstraordinære generalforsamling 10. februar 2018

 

 

Birger Printz, formand